Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.

Filmskolens afgangsfilm 2025 - Blok 6
I samarbejde med Filmskolen og festivalen GENERATION viser vi alle afgangsfilmene fra årgang 2025 fra Den Danske Filmskole. Se filmene fra morgendagens talenter for kun 50 kr. pr. blok!
BLOK 6:
Original titel: After the Abyss
Instruktør: Keiria Shishay
År: 2025
Land: Danmark / Kenya
Format: DCP
Spilletid: 29 min.
Undertekster: Engelske
Medvirkende: -
En filmisk meditation over et digitalt mørke, hvor tidligere content moderatorer i Nairobi forsøger at finde tilbage til sig selv efter at have båret verdens vold i deres blikke. Samtidig vokser en ny digital modstand frem, hvor ungdommen bruger internettet som våben, stemme og håb i en by, der både forbindes og forbløder gennem skærmen.
Efter at have været eksponeret for voldeligt medieindhold lider en række tidligere content moderatorer i den kenyanske hovedstad Nairobi af PTSD. Ved at følge og give indblik i moderatorernes kamp for sundere arbejdsforhold, deres igangværende retssag mod Meta i byen, samt den kenyanske ungdoms brug af internettet til organisering af demonstrationer og selvstændige nyhedskanaler, udvikler 'After The Abyss' sig til en audiovisuel meditation over måder, hvorpå teknologien og internettet både udnytter og forbinder hele Nairobi.
-
Original titel: Korean Bloom
Instruktør: Lin Jo Skytte
År: 2025
Land: Danmark
Format: DCP
Spilletid: 9 min.
Undertekster: Engelske
Medvirkende: -
Håret vokser og en ny følelse blomstrer, da en dansk-koreansk kvinde pludselig mærker længslen efter at være tæt på sit ophav.
Blandt skulpturelle sæber, solbrændt hud og nylavede stjerneskud driver dansk-koreanske Mina et luksuriøst kurbad ved vestkysten. Hver sommer strømmer hvide gæster til stedet og opvartes af hende og hotellets øvrige personale - mystiske, ukendte væsener, der svæver et sted mellem virkelighed og fantasi. Men da gæsternes opførsel bliver mere akavet og diskriminerende, begynder Minas mørke hår at vokse, hvilket får en usædvanlig gæst til at tjekke ind.
-
Original titel: An Animal Being
Instruktør: Mone Frogg
År: 2025
Land: Danmark
Format: DCP
Spilletid: 39 min.
Undertekster: Engelske
Medvirkende: Maria Grazia Di Meo, Christoffer Hvidberg Rønje, Mads Knarreborg, Ane Stensgaard Juul
En dødelig syg kvinde havde forliget sig med døden, da hun mirakuløst bliver helbredt. Pludselig står hun med hele livet foran sig og begynder at spekulere på, om dyr mon lever livet bedre, end hun nogensinde vil kunne.
På mirakuløs vis bliver en kvinde kureret for en dødelig sygdom. Det kaster hende ud i en eksistentiel krise, for efter at have set frem til døden, bliver hun nu fuldstændig tynget af eksistensen, og det får hende til at dagdrømme om at være noget andet. Hurtigt bliver hun misundelig på sin lykkelige og bekymringsløse golden retriever, Walter, og hendes fokus på Walters gode liv tager hurtigt overhånd, så hun helt glemmer at leve sit eget. Hvad kvinden ikke forstår, er at græsset måske ikke er meget grønnere på den anden side.
-
Original titel: Under den nye himmel
Instruktør: Miran Muhammad Avashîn
År: 2025
Land: Danmark
Format: DCP
Spilletid: 16 min.
Undertekster: Engelske
Medvirkende: -
Filmisk dagbog, hvor en stemme på dansk, kurdisk og arabisk i poetiske brudstykker spejler mødet med et nyt land fortalt gennem billeder af København. En fortælling om glæden ved livets små øjeblikke, om savn, om længsel, og om at finde fodfæste på en ukendt vej.
"Søster, kan du se, hvordan edderkoppen slipper sine tråde? Jeg er knyttet til dig. Og til hver stjerne, du sender min vej". En ung mand fortæller gennem brudstykker fra sin dagbog en beretning om sit møde med et nyt land. Dagbogen er skrevet i perioden 2012-2025, hvor han - efter en lang rejse - ankommer til Danmark. I 'Under den nye himmel' følger vi hans stemme gennem de københavnske gader. Og på den vandring udvikler det sig til en film om savn, længsel og om at ankomme til et fremmed sted - og ikke mindst gå de første skridt på en ukendt vej.