IINFORMATIONS YNDLINGSFILM 2026

INFORMATIONS YNDLINGSFILM 2026

Information vender tilbage til Øst for Paradis den 4.-6. december med seks politiske film udvalgt af chefredaktør Rune Lykkeberg og filmredaktør Christian Monggaard. Rune og Christian viser deres yndlingsfilm inden for genren og inviterer gæster med på scenen til samtaler om filmene og den verden, vi lever i.

Glæd dig til en weekend med store filmoplevelser, nye perspektiver og diskussioner om verdens tilstand.

PROGRAM INFORMATIONS YNDLINGSFILM 2026

VENLIGHED ER ET VÆRN MOD FASCISMEN
Fredag 4. december kl. 21.30 Vi åbner fredag aften med en talk af Rune Lykkeberg, der med udgangspunkt i de mange samtaler, han hver uge har med intellektuelle verden over, og hans hans seneste bog 'Venlighed er et værn mod fascismen' vil fortælle om den tid, vi lever i. Det er helt sikkert hårde og svære og uoverskuelige tider, vi lever i, men det er også en intellektuel guldalder og en lidenskabeligt mobiliserende periode. Det er farlige, men også intenst meningsfulde tider, vi lever i. Inden filmen byder vi på en espresso martini.

FRØET FRA DET HELLIGE FIGENTRÆ
Lørdag den 5. december kl. 10 Mohammad Rasoulofs film fra 2024 er et intenst drama om undertrykkelse, modstand og frihed i Iran. Mens protesterne breder sig i Teherans gader, splittes en familie mellem farens loyalitet over for regimet og døtrenes længsel efter frihed. Efter filmen taler Informations chefredaktør Rune Lykkeberg med sin iranske hustru Mehrak om filmen og dens billede af Iran. Vi serverer figner og te inden filmen.

DE FRIGJORTE
Lørdag den 5. december kl. 14.30 Da smeden Viggo mister sit arbejde, vakler både hans selvbillede og hans tro på det samfund, han har knoklet for. Erik Clausens film fra 1993 er en humoristisk filmklassiker om arbejdsløshed, værdighed og fællesskab. Informations chefredaktør Rune Lykkeberg introducerer filmen.

THE POST, ALLE PRÆSIDENTENS MÆND OG TALK
Lørdag den 5. december kl. 16.30 - 22.00 (!!!) Vær med til et helt særligt event over mange timer, hvor vi virkelig går i dybden med det politiske stof i to fantastiske film! Læn dig tilbage i sædet og nyd ikke mindre end to film og samtale mellem Informations filmredaktør Christian Monggaard og tidligere USA-korrespondent for DR Lasse Jensen. Vi serverer en sandwich, som er med i billetprisen.

DIE HARD
Søndag den 6. december kl. 11 Er Die Hard en julefilm, eller er Die Hard ikke en julefilm? Det er et af livets helt store, privatpolitiske spørgsmål. Bruce Willis har sagt, at det ikke er en julefilm, men hvad ved han om det? Informations filmredaktør Christian Monggaard mener, at det ER en julefilm - og endda en meget julet én af slagsen - og det vil han argumentere for inden visningen af filmen. Arrangementet ledsages af julekagebord.