Mandag 26. januar kl. 18:00
Filosofiske Filmdage skal denne aften handle om Wittgenstein, og vi viser derfor Derek Jarmans film WITTGENSTEIN fra 1993. Det er en film, som ikke søger at genskabe den store tænkers liv gennem realistiske billeder, men i stedet skaber et rum, hvor idéer, sprog og erfaring kan træde frem i en fri og legende iscenesættelse.
Rasmus Martinsen (cand.pæd., AU) vil indlede med en kort introduktion til Wittgensteins tænkning og til filmens særlige form, hvor biografien ikke bliver en lineær fortælling, men et sted hvor selve tænkningen får lov til at stå på scenen og blive erfaret snarere end forklaret.
Wittgenstein bemærker et sted, at; "fred i tankerne er det mål, som den der filosoferer længes efter", og han kan derfor forstås som en filosof, der ønsker at gøre tænkningen tilgængelig for enhver, som søger at tænke klart, også når sproget ikke slår til og vi må vise det, som ikke kan siges.
OM FILMEN WITTGENSTEIN (Derek Jarman, 1993)
Det Danske Filminstitut skriver:
Filmen åbner med en surrealistisk scene, hvor Wittgenstein tester en mislykket motorprototype. Han står alvorsfuld med to roterende sprinklere og flagermuslignende vinger på ryggen. Nej, ingeniørfaget var ikke den vej, østrigeren Ludwig Josef Johann Wittgenstein (1889-1951) skulle blive kendt for. Hans filosofiske ideer øvede derimod varig indflydelse på både sprogfilosofi, logik, bevidsthedsfilosofi og matematik.
Efter at have forladt ingeniørfaget rejser den unge Wittgenstein til Cambridge for at studere under Bertrand Russell, men føler sig malplaceret blandt universitetets excentriske elite.
At lave en komedie om en filosofs liv og ideer virker som en mærkelig udfordring. Filosofiske tekster, især Ludwig Wittgensteins tidlige arbejde med matematik, er ikke umiddelbart oplagte komiske emner. Alligevel formår Derek Jarmans biografiske film fra 1993 at gøre Wittgensteins selvhøjtidelighed til en kilde til humor.
Manuskriptet, oprindeligt skrevet af den marxistiske litterat og kritiker Terry Eagleton, blev omarbejdet af Jarman, der fjernede meget af det teoretiske og efterlod en stil, der minder om Wittgensteins korte og præcise sætninger fra Tractatus Logico-Philosophicus (1921), der usædvanligt nok bestod af 525 hierarkisk nummererede udsagn.
Filmen er ligeledes fragmentarisk, fuld af gådefulde udsagn og visuelle symboler. Den kræver, at publikum selv fortolker strukturen.
Jarman portrætterer Wittgenstein som både barn og voksen. Den unge version, selvsikker og direkte (spillet af Clancy Chassay), taler direkte til kameraet, mens den ældre (Karl Johnson) kæmper med sine tanker og sociale relationer.
Filmens minimalistiske scenografi med sort baggrund skaber en stærk teatralsk effekt, ikke mindst i kraft af de farverige, symbolladede kostumer, der bl.a. alluderer til Wittgensteins homoseksualitet og spil for galleriet i mere end én kontekst.
Torsdag 29. januar kl. 12:00
Den danske soldat Youssef er præget af en indre uro efter mange udsendelser og mange år i krig. Tilbage i Danmark kæmper han for at tilpasse sig det civile liv og rollen som familiefar.
Men efter en voldsom hændelse i hjemmet må Youssef forlade sin familie og rejse til den lille, afsides ø Strynø, hvor han sammen med andre veteraner og omgivet af naturen skal finde sig selv igen.
Da en af hans gamle soldaterkammerater pludselig dukker op, truer det med at trække Youssef tilbage i krigens mørke. Nu står han over for sit livs sværeste valg: Vil han vende tilbage til slagmarkens velkendte kaos, eller finde styrken til at blive far igen?