TÆNKEPAUSER I PARADIS: HÅB
Tag en tænkepause i biografen, når Øst for Paradis i samarbejde med FO-Aarhus inviterer til forskningsformidling i verdensklasse! Tænkepauserne er de små bøger med de store tanker fra Aarhus Universitetsforlag, som siden 2012 har formidlet forskning fra Aarhus Universitet på en lettilgængelig og ofte humoristisk måde.
Læn dig tilbage i de bløde biografsæder med en kop kaffe, mens landets dygtigste forskere formidler deres viden om netop det, de ved mest om. TÆNKEPAUSER I PARADIS tager udgangspunkt i de forskellige emner for bøgerne, og du kan nu både opleve foredragene om formiddagen og enkelte eftermiddage.
HÅB // BERTEL NYGAARD
Håbet er lysegrønt, siger vi. Men ifølge Bertel Nygaard, håbshistoriker ved Aarhus Universitet, er håbet spraglet og kulørt, det er historisk foranderligt, og vi håber alle på noget forskelligt: Lenin håbede på kommunismen, Martin Luther King på et USA fri for racisme, fangerne i nazisternes kz-lejre på at leve endnu en dag, og Jehovas Vidner håber stadig på dommedag. Vores håb røber, hvem vi er og giver vores liv mening og perspektiv. Håb sætter kraft bag vores handlinger og lader os ikke give op - selv når håbløsheden hersker.