Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.
Derrida
Filosofiske Filmdage inviterer dig ind i tankerne hos en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige og provokerende tænkere, Jacques Derrida.
Jacques Derrida (1930–2004) var en fransk-algerisk filosof, der med sin tænkning vendte op og ned på, hvordan vi forstår sprog, mening, historie og identitet. Hans navn er uløseligt forbundet med det, vi kalder dekonstruktion, en filosofisk praksis der undersøger de skjulte modsætninger og antagelser, der ligger begravet i ethvert begreb, enhver tekst og enhver institution.
Dekonstruktion er ikke en afvisning eller nedrivning af det, vi læser, men en invitation til at læse anderledes, langsommere og mere opmærksomt. Derridas nøglebegreb différance peger på, at betydning aldrig er stabil eller endelig, den forskydes hele tiden. Sproget bærer altid spor af det, det forsøger at udelukke.
Derrida var og er stadig en dybt kontroversiel figur, elsket og hadet i lige mål. Men hans indflydelse er ubestridelig og strækker sig langt ud over filosofien selv, ind i litteraturteori, politisk filosofi, jura, arkitektur og kønsteori, og har sat sine tydelige spor i en tænker som Judith Butler, hvis arbejde har revolutioneret forståelsen af køn og identitet.
Filmen følger Derrida tæt i hælene, på foredragssal, i hjemmet og på gaden, og fanger ham i de øjeblikke, hvor han gør det, han altid gør: filosoferer. Vi ser en tænker, der aldrig er helt færdig med at tænke, altid i gang med at deltage, diskutere og udfordre. Det er et intimt og levende portræt af en mand, hvis tanker aldrig sætter sig til ro.
Filmen introduceres af Rasmus Martinsen (cand.pæd., AU).
Om filmen:
"Den filmiske pendant til bevidsthedsudvidende stoffer,” skrev Los Angeles Times om ‘Derrida’ og roste desuden filmens sofistikerede stil.
Dokumentaren handler om den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004), der bl.a. grundlagde den kritiske retning kaldet dekonstruktion. Derrida har sat millioner af studerende grå hår i hovedet med sine nytænkende og ofte kryptiske bøger også i flere omgange har udløst heftig debat i det akademiske USA. Filmen er nærgående og afmystificerende. Derridas tese om, at forskere har en tendens til at ignorere vigtig biografisk information, når de diskuterer filosoffers liv, tages nemlig helt bogstaveligt. I en scene kommenterer hovedpersonen, at han ville være mest interesseret i at høre om berømte filosoffers sexliv, fordi dette emne sjældent bliver behandlet i deres skrifter – og uden at gå helt så vidt, insisterer instruktørparret Kirby Dick og Amy Ziering på at være nærgående og udfordrende.
Vi følger Derrida både i hjemmet og i offentlighedens ofte i engagerede diskussioner og kontroverser. Filmen følger ham bl.a. til Sydafrika, hvor han diskuterer tilgivelse med universitetsstuderende og sætter ord på sine egne barndomserfaringer med antisemitisme.
Filmen er også selv et studie i dekonstruktion. Derrida ser og analyserer undervejs nogle af filmholdets tidligere optagelser af ham.
"Hvis Dick og Ziering følger Derrida, følger Derrida også efter dem. ‘Derrida’ er en film om at forfølge, om driften bag og om det spøgelsesagtige ved det at forfølge," skriver kulturkritikeren Nicholas Royle.