Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.

CLEO FRA 5 TIL 7
EVENT Mathias Ruthner (AU) introducerer aftenens film.
”Et kvindeportræt malet oven på en dokumentar om Paris,” har nybølgeinstruktøren Agnès Varda rammende kaldt sin første store succes, der originalt udspiller sig i real time. Men vel at mærke i præcis den halvanden time af fotomodellen Cléos liv, hvor hun venter på resultatet af en lægeundersøgelse, som hun frygter vil betyde en dødsdom. Cléo (Corinne Marchand) bevæger sig rundt og rundt i byen – fra Rue de Rivoli over Pont Neuf og smågader via Boulevard Raspail, Parc Montsouris, Place d’Italie – på en særpræget psyko-geografisk rejse. Cléo taler kun ad omveje om sin angst, men hendes blik på byens former og beboere siger en masse. Både formelt og psykologisk var filmen en af 60'ernes mest interessante franske film, der placerede Varda i første række i sin generation. Nyd fine cameos af bl.a. Anna Karina, Jean-Luc Godard, Eddie Constantine og Michel Legrand. ’Cléo fra 5 til 7’ er Vardas opgør med filmverdenens dominerende mandlige blik. I filmens første del bliver hovedpersonen set på, i sidste del er det hendes blik, vi deler. Det er en film om en kvinde i krise, men også en film om blikkets magt.