Paradisgade 9C
8000 Århus C
86193122

JULEKLIP OG BØRNEFILM


JULEKLIP OG BØRNEFILM 2019


Vi holder klippe-klistre-dag, hvor hele familien kan nyde en hyggelig formiddag/eftermiddag i Øst for Paradis' helt egen julestue i vores foyer fra kl. 10-13, hvor vi viser film fra kl. 11.

Kom og vær med, når vi finder masser af ting frem, som kan omdannes til fabelagtigt julepynt.
Vi sælger glögg og julekager og sætter børnefilm på, så man kan tage sig en pause fra julehjerte-klipperiet.

Vores klippe-klistre-julestue har åbent kl. 10-13 på disse datoer:

Søndag 1. december
Søndag 8. december
Søndag 15. december


Vælg mellem 3 forskellige film i 3 forskellige sale - for børn fra 3 år, børn fra 5 år, samt for de lidt større børn. Så kan I vælge en film, der passer lige til jer!

Bestil dine billetter ved at klikke på den film, du gerne vil se.
Billetpris 35 kr. inkl. al materiale til juleklip


HYGGELIGE JULE-KORTFILM - FRA 3 ÅR
"Jims vinter"
Instruktør: Gun Jacobsen
En græshoppe, som hedder Jim, vågner midt om vinteren og har glemt alt. Rundt omkring ham er der en hel masse hvidt og koldt. Det er selvfølgelig sne, men Jim ved ikke, hvad han skal bruge det til. Det eneste, han bekymrer sig om, er violinen. Underfundig tegnefilm for de allermindste lavet på baggrund af Thomas og Anna Clara Tidholms svenske børnebog.
DFI distribution. Sverige 2003. 13 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

"Hvor ligger Juleland?"
Instruktør: Liller Møller
Karl Ludvig er en syv centimeter høj piberensernisse. Hver jul bliver han og hans piberenservenner taget frem af deres papæske og stillet op i et fint julelandskab med honningkagehus og vatsne - deres elskede 'Juleland'. Men en jul går det galt. Et vindpust fører Karl Ludvig væk fra sit trygge hjem - langt ud i den store, skræmmende verden udenfor. Fortabt og skrækslagen gennemlever Karl Ludvig nu sit livs store dannelsesrejse.
DFI distribution. Danmark 2006. 25 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

"Ernst på skøjter"
Instruktør: Alice de Champfleury
Det er vinter, Ernst og mor skal i parken og stå på skøjter på den frosne sø. Ernst ser en sød lille skøjteprinsesse suse rundt på isen. Mor kalder, Ernst tager sit første skridt på isen, men kan ikke bremse og falder pladask foran et afspærret område, hvor isen er tynd. Ernst kommer op igen, skøjteprinsessen suser forbi ham, og Ernst følger efter hende så godt han kan.
DFI distribution. Danmark 2000. 7 min. Dansk tale. Tilladt for alle.



WINKYS HEST - FRA 5 ÅR

Den 6-årige kinesiske pige Winky Wong flytter med sin mor til en lille by i Holland, hvor hendes far driver en kinesisk restaurant. Det er svært at flytte til et nyt land med andre traditioner og et helt anderledes sprog. Hun elsker at besøge naboerne tante Cor og onkel Siem, der driver en rideskole, og i begyndelsen er Winkys eneste ven en pony. Hendes største drøm bliver at få sin egen hest, men hvor skal hun få sådan en fra? Hendes forældre har i hvert fald ikke råd.
En dag i skolen hører Winky om Saint Nicholas, der minder meget om julemanden. Han kommer hvert år ridende på en hest og giver gaver til søde børn på sin fødselsdag den 5.december, og da hun får at vide, at han snart kommer til byen, aner hun pludselig et håb: hun må ønske sig en hest af Saint Nicholas. Hendes far er meget skeptisk, men hvad forstår han sig på dette lands skikke?
Da Saint Nicholas ankommer på skolen og forærer hende et stykke legetøj, løber Winky grædende ud af klasselokalet og ud i skolegården, hvor hun finder en stor, smuk hvid hest tøjret til sin cykel. "Han gav mig alligevel en hest" Hun rider den hjem uden at vide noget om al det kaos og drama, der følger i hælene på dem…

Filmen er med dansk fortæller og er egnet fra 5 år.



MUMITROLDENE OG KOMETEN - FRA 7 ÅR
Sommeren er som somre plejer at være i Mumidalen: varm og hyggelig - og fuld af muligheder. Men en nat bliver det storm, og langt ude i himmelrummet lyser et rødt øje, som bliver større og større for hver dag. Det er en komet, som kommer nærmere og nærmere Mumidalen. Himlen er rød, havet trækker sig tilbage, og alt småkryb pakker sammen og flygter. Når man er lille, er det vanskeligt at forstå, at jorden kun er en lille gnist i det store og kulsorte verdensrum.

For at finde ud af mere om kometen, drager Mumitrolden og vennerne Sniff og Lille My ud på en spændende færd til et observatorium. Der lærer de mere om kometer og finder ud af, at de ikke er så farlige alligevel. På vejen møder de også Mumrikken, Snorkfrøkenen og hendes bror. Sammen rejser de til sidst hjem til Mumidalen. Her er der kun Mumifamilien tilbage, alle de andre er flygtet. Nu gælder det bare om at forberede sig på at kometen kommer...

Filmen er med danske stemmer, og egnet fra 7 år.